Godt nyt(år)!

I juni orienterede vi her i nyheder under overskriften ’Et par skridt nærmere målet’ om vores arbejde med at forbedre nettet. Et halvt år er gået og vi benytter årsskiftet til at fortælle lidt om, hvor langt vi er nået og hvad vi har planer om.

Generelt er teknik og software forbedret markant og medlemmernes samlede dataforbrug er i takt hermed steget med 30% i 2. halvår 2019. Næsten alle medlemmer har øget deres dataforbrug og mere end halvdelen har nu et dataforbrug, der er 2-10 gange større end i marts 2019.

Vi fortsætter med at øge driftssikkerheden i det nye år. Vi lægger ud med at afkorte signalvejen mellem vores fiber i Rønde og senderne i Vrinners, Grønfeldt, Kejlstrup, Egens og L. Jørgensens Allé. Vi reducerer antallet af trådløse links fra 5 til 3, og det skulle gerne give mere stabil ydelse til de ca. 140 medlemmer i denne del af nettet.

Som lovet kommer vi også til at kunne tilbyde højere hastighed til medlemmer, der har brug for det. Muligheden for differentieret pris/ydelse kommer i takt med at nettet bliver opdateret og klar til den øgede trafik. Vi er klar i Thorsager, Tirstrup og Balle, hvor vi starter i februar eller marts. Vi tager én by ad gangen, så vores frivillige teknikere kan følge med. Info om pris og hastighed følger her på hjemmesiden og direkte til de berørte medlemmer.

2020 vil efter planen også byde på forbedringer af hjemmeside, brugerportal og servicemuligheder.

Godt nytår!