Godt nytår og lidt nyt!

Vi benytter årsskiftet til at fortælle lidt om, hvad vi har lavet i efteråret og hvad vi pønser på i 2021.

Under driftsinfo offentliggør vi hvert kvartal en graf, som viser driftssikkerheden på vores backbone (det trådløse net med alle sendepunkterne). Vi har en pæn vandret kurve meget tæt på 100%, men der er stadig rum for forbedringer. En af de hyppige årsager til nedbrud er strømafbrydelser, så vi vil forsøge os med batteribackup på et par udvalgte sendepunkter. Vi vil også efterhånden flytte vores udstyr til udvendige teknikskabe, så vi ikke er afhængige af, om masteholder er hjemme, hvis noget går galt.  Vi håber på, at begge dele vil reducere antallet og varigheden af udfald.

Mange af jer har allerede benyttet tilbuddet om differentieret pris/ydelse. Muligheden kommer for de sidste i takt med den forventede opgradering af de sidste sendepunkter i løbet af året.

Vi har skiftet vores gamle kassevogn ud med en nyere og mindre, men næsten lige så rummelig, servicebil. Foreningens teknikere kører nu mere end dobbelt så langt på literen, så samtidig med at have gjort en god gerning for miljøet forventer vi at spare et pænt beløb på faste udgifter, diesel og reparationer.

I 2021 er det også planen at byde på en mere brugervenlig hjemmeside med ny grafik samt at gøre betaling nemmere med MobilePay.

Godt nytår!